Hjertestop
Pludseligt hjertestop opstår
efter, at der er kommet uorden i hjertets elektriske system.
Dette kan udvikle sig til ventrikel-flimren, som er en livstruende
tilstand, hvor blodcirkulationen ophører. Som følge
heraf kommer der ikke ilt til hjernen og andre vigtige organer. Hjertestop rammer mennesker i alle aldersgrupper, men risikoen
stiger med alderen. I omkring halvdelen af alle tilfælde
slår hjertestoppet ned som lyn fra en klar himmel uden
noget forvarsel. Hvert år rammes omkring 5.000 danskere af pludseligt
hjertestop. Kun et par procent overlever, fordi hjælpen
er for lang tid om at nå frem.
|
Hvert minut tæller
Når et menneske rammes af hjertestop, tæller hvert
eneste minut. Man siger som tommelfingerregel, at chancen for at
overleve et hjertestop falder med ca. 10% for hvert minut, der
går uden behandling. Derfor er en hurtig indsats af afgørende
betydning.
I Danmark ligger den gennemsnitlige responstid for ambulancer
på ca. 8 minutter. På dette tidspunkt vil chancen for
at overleve være minimal.
Kunstigt åndedræt og hjertemassage er vigtig førstehjælp,
som kan købe tid, indtil hjælpen når frem. Men
den eneste effektive behandling af hjertestop er anvendelse af
en hjertestarter.
I en undersøgelse fra USA har man påvist en chance
for at overleve på over 70% for personer, der blev behandlet
med hjertestarter inden for 3 minutter1.

1Valenzuela TD, Roe DJ, Nochol G, Clark LL,
Spaite DW, Hardman R.
Outcomes of rapid defibrillation by security officers after cardiac
arrest in casinos
New England Journal of Medicine 2000;343:1206-9
|